Original kilde: https://retsinformation.dk/eli/retsinfo/1958/3050 Titel: Cirkulære om samarbejde mellem veterinærmyndighederne og arbejdstilsynet CIR nr 3050 af 19/03/1958 Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet Cirkulære om samarbejde mellem veterinærmyndighederne og arbejdstilsynet I henhold til § 47, stk. 3, jfr. § 58, stk. 1, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse, jfr. § 25 i lov nr. 227 af 11. juni 1954 om arbejderbeskyttelse indenfor handels- og kontorvirksomhed og § 24 i lov nr. 228 af 11. juni 1954 om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri, fastsættes herved efter forhandling med landbrugsministeren følgende regler for samarbejde mellem arbejdstilsynet og veterinærmyndighederne og om disses anmeldepligt og øvrige bistand ved gennemførelse af lovgivningen angående arbejderbeskyttelse: Stk. 1. Bliver en veterinærinspektør under udførelsen af sin tjenestegerning opmærksom på særlige forhold, der antages at stride mod arbejderbeskyttelseslovgivningen, afgiver han anmeldelse herom til den fabrikinspektør, under hvis område vedkommende virksomhed hører, eller til direktoratet for arbejdstilsynet, Upsalagade 20, København Ø. Fabrikinspektøren holder veterinærinspektøren underrettet om, hvad der passerer i sagen. Stk. 2. Bliver en af arbejdstilsynets tilsynsførende under udførelsen af sin tjenestegerning opmærksom på særlige forhold, der antages at stride mod de veterinære forskrifter, gør fabrikinspektøren den veterinærinspektør, under hvis område virksomheden er beliggende, eller veterinærdirektoratet, Nyropsgade 37, København V., opmærksom herpå. Veterinærinspektøren holder fabrikinspektøren underrettet om, hvad der passerer i sagen. Stk. 3. Ved fremsendelsen til landbrugsministeriet af indkomne andragender om godkendelse af planer vedrørende indretning af autoriserede virksomheder eller vedrørende udvidelse eller ombygning af allerede bestående autoriserede virksomheder giver veterinærdirektoratet underretning til direktoratet for arbejdstilsynet. Veterinærdirektoratet henleder virksomhedernes opmærksomhed på, at der bør ske henvendelse til arbejdstilsynet. Stk. 4. De stedlige tilsynskredse træffer nærmere aftale med de lokale veterinærinspektører om den praktiske tilrettelæggelse af samarbejdet. Socialministeriet, den 19. marts 1958. Jul. Bomholt. / H. W. Saxild. Officielle noter Ingen