Original kilde: https://retsinformation.dk/eli/retsinfo/2009/10175 Titel: Samarbejdet omkring virksomhedstilsynet mellem Arbejdstilsynet og miljømyndighederne Til alle kommunalbestyrelser og miljøcentre SKR nr 10175 af 30/10/2009 Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet Samarbejdet omkring virksomhedstilsynet mellem Arbejdstilsynet og miljømyndighederne Til alle kommunalbestyrelser og miljøcentre Arbejdstilsynet og miljømyndighederne har i mange år haft et tæt samarbejde ved virksom­heds­tilsyn. Samarbejdet har hidtil været præciseret i cirkulæreskrivelse nr. 18/1990 og 19/1990 fra Arbejds­tilsynet og cirkulære nr. 232/1990 og 233/1990 fra Miljøstyrelsen til amter og kommu­ner. Siden er der sket flere ting, der betyder, at samarbejdet nu i højere grad kan fokuseres på de om­rå­der, hvor det i særlig grad er relevant med en tæt kon­takt. Dette betyder, at de tidligere cirkulæ­re­skrivelser og cirkulærer ophæves og erstattes af nærværende brev. Der er således sket ændringer af både Arbejdstilsynets og Miljøministeriets struktur. De tid­ligere kredse under Arbejdstilsynet er omdannet til fire centre, der varetager Arbejdstilsynets tilsyn. Miljøministeriet har oprettet syv miljøcentre. Ansvaret for miljøgodkendelse og -tilsyn er fordelt mellem kommunerne og tre af de nye miljøcentre, nemlig centrene i Århus, Odense og Roskilde. Derudover er amterne nedlagt og kommuner sammenlagt. Endelig har Arbejdstilsynet generelt ændret sin måde at føre tilsyn på, således at tilsynet i dag kommer ud på samtlige virksomheder med ansatte. Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen finder på denne baggrund ikke, at der længere er behov for, at kommuner og miljø­centre og Arbejdstilsynet gensidigt orienterer hinanden med fremsendelse af afgørelser i det omfang, det er be­skrevet i de ovennævnte cirkulærer om samarbejde om virk­som­hedstil­syn. Således er der ikke behov for, at kommuner og miljøcentre indsender kopi til Arbejdstilsynet af alle miljøgodkendelser. I stedet skal Arbejdstilsynet i konkrete tilfælde kunne rekvirere en miljøgodkendelse. På tilsvarende måde skal miljømyndighederne kunne rekvirere konkrete påbud, som Arbejdstilsynet har afgivet. Arbejdstilsynet og miljømyndighederne bør sikre, at der sker en gensidig orientering af den anden myndighed, hvis der konstateres oplagte ulovligheder eller problemer på en virk­som­hed, som kunne have interesse for den anden myndighed. I den forbindelse bør der gives en kort begrundelse for de elementer i sagen, der kan have in­ter­esse. Orienteringen til Arbejdstilsynet kan ske mundtligt ved opringning til Arbejdstilsynets call center med angivelse af kontaktperson hos de involverede myndigheder. Det er erfaringen, at en tæt kontakt f.eks. i form af møder mellem myndighederne i konkrete sager har klare for­dele både for arbejdsmiljøet og for det ydre miljø, samtidig med at kontakten er til for­del for virksomhe­derne, som er interesseret i, at myndighedsarbejdet sker koordineret og samtidigt. Særligt behandlingen af sager på risikoområdet forudsætter inddragelse af Arbejdstilsynet, her­un­der gen­nem gennemførelsen af fælles tilsyn. Samarbejdet omkring behandlingen af disse sager er i dag beskrevet i Miljøministeriets be­kendt­gørelse nr. 1666 af 14. december 2006 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (risi­ko­bekendtgørelsen), Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 (Arbejdstil­sy­nets ri­si­kobe­kendt­gørelse) og AT-Vejledning C.0.3 om samme emne. Dette brev afformaliserer således arbejdsgangene mellem Arbejdstilsynet og miljømyndighederne ved at flytte fokus til det praktiske samarbejde mellem de to parter. Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen afholder halvårlige møder, hvor der ta­ges stilling til relevante spørgsmål inden for områderne arbejdsmiljø og det ydre miljø både for så vidt angår formelle regler og det praktiske samarbejde. Kom­munerne er velkommen til løbende at komme med forslag til mulige samarbejdsinitiativer. Arbejdstilsynet, den 30. oktober 2009 Jens Jensen Direktør