Original kilde: https://retsinformation.dk/eli/retsinfo/2025/10213 Titel: AT-vejledning om pligter ved udbud af tjenesteydelser VEJ nr 10213 af 09/12/2025 Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet AT-vejledning om pligter ved udbud af tjenesteydelser Gældende fra den 15. december 2025 Om vejledningen Denne vejledning oplyser om fortolkning af udvalgte arbejdsmiljøregler inden for området pligter ved udbud af tjenesteydelser. Udbud af tjenesteydelser handler om udbyders pligt til at medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres arbejdsmiljømæssigt fuldt forsvarligt. Vejledningen gennemgår ikke alle arbejdsmiljøregler, der regulerer pligter ved udbud af tjenesteydelser, men vejleder alene om de regler, hvor det er vurderet, at der kan være behov for at forklare, hvordan Arbejdstilsynet fortolker reglerne eller om Arbejdstilsynets administrative praksis i forhold til reglerne. AT-vejledningens angivelser om administrativ praksis er udtryk for, at Arbejdstilsynet har vurderet, at den omtalte fremgangsmåde og det omtalte niveau m.v. er i overensstemmelse med reglerne. Det udelukker ikke, at andre fremgangsmåder, niveauer, vurderinger m.v. kan være i overensstemmelse med reglerne, eller at andre faktorer kan inddrages i et skøn. Det vil afhænge af en konkret vurdering i den konkrete situation. Hvis man har brug for et samlet overblik over reglerne på området, skal man orientere sig i de relevante love og bekendtgørelser. Pligter ved udbud af tjenesteydelser er reguleret i lov om arbejdsmiljø og i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser. Alle ansatte i en virksomhed er omfattet af reglerne, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed. Reglerne gælder således også for fx projektansatte, vikarer, elever og andre med løsere tilknytning til virksomheden. Arbejdsledere er også omfattet af begrebet ”ansatte”. Vejledningens målgruppe Målgruppen for vejledningen er primært private og offentlige udbydere af tjenesteydelser, fordi det er udbyderen, der skal påse, at der er taget hensyn til sikkerheden og sundheden i forbindelse med udbud af en tjenesteydelse, så den, der skal udføre opgaven, får kendskab til væsentlige arbejdsmiljøforhold. Indholdsfortegnelse 1. Bekendtgørelsens anvendelsesområde 1.1. Udbud af tjenesteydelser 1.2. Udbud af delydelser 2. Udbyders pligter i relation til udbudsmaterialet 2.1. Udarbejdelse af udbudsmateriale 2.2. Udbyders oplysningspligt om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold 2.3. Udbyders oplysningspligt i udbudsmaterialet 2.4. Særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold 2.5. Udbyders pligter i relation til udførelsen Kapitel 1 – Bekendtgørelsens anvendelsesområde 1.1. Udbud af tjenesteydelser Regler om de pligter, der følger efter lov om arbejdsmiljø, når tjenesteydelser sendes i skriftligt udbud, er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbyd af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Bekendtgørelsen omfatter skriftligt udbud af en tjenesteydelse, der udbydes af private og offentlige udbydere, hvor der agtes indgået en tjenesteydelsesaftale, når aftalens samlede anslåede værdi ekskl. moms på tidspunktet for udbuddet udgør 1 mio. kr. eller derover. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 1, stk. 1 1.1.1. Definitioner Ved tjenesteydelse forstås en arbejdsydelse eller en anden ydelse, der normalt udføres mod betaling, men som ikke er en fysisk vare eller et bygge- eller anlægsarbejde. Hvis der indgås en aftale om en leverance, der både omfatter tjenesteydelser og varer, er den samlede kontrakt omfattet af bekendtgørelsen, hvis tjenesteydelsesdelens værdi overstiger varedelens værdi. Ved udbud forstås den situation, hvor en fysisk eller juridisk person opfordrer flere til på samme grundlag og inden for et bestemt tidsrum at give et bindende tilbud på en given opgaves udførelse. Ved private og offentlige udbydere forstås fysiske eller juridiske personer, der udbyder eller bestiller en tjenesteydelse. 1.1.2. Anvendelsesområde og beløbsgrænser for skriftlige udbud af tjenesteydelser Beløbsgrænsen på 1 mio. kr. gælder uanset grænserne i bekendtgørelsen om fremgangsmåderne ved offentlige indkøb af tjenesteydelser i Den Europæiske Union (EU's udbudsdirektiver). Beløbsgrænsen pristalsreguleres ikke. Det er prisen på udbudstidspunktet, der gælder. Udbyder må udøve sit bedste skøn, når tjenesteydelsens værdi skal beregnes. Er der tale om forsikringsydelser, skal den præmie, der betales, indregnes. Er der tale om bankydelser og andre ? nansielle tjenesteydelser, skal der indregnes honorarer, provisioner og renter. De nævnte situationer for, hvordan tjenesteydelsens værdi skal beregnes, er ikke udtømmende. Bekendtgørelsen gælder i den situation, hvor en tjenesteydelse faktisk sendes i skriftligt udbud, men den regulerer ikke, hvornår der skal ske udbud. Mundtlige udbud er således ikke omfattet. Bygge- og anlægsarbejde er ikke en ydelse, der er omfattet af bekendtgørelsen. 1.2. Udbud af delydelser Regler om de pligter, der følger efter lov om arbejdsmiljø, når tjenesteydelser er opdelt i flere delydelser, er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbyd af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Hvis tjenesteydelsen er opdelt i flere delydelser, for hvilke der indgås særskilte aftaler, skal værdien af hver enkelt delydelse tages i betragtning ved beregningen af den samlede værdi. For tidsubegrænsede aftaler eller aftaler, hvis løbetid er over 48 måneder, er beregningsgrundlaget for aftalens samlede anslåede værdi, den månedlige værdi multipliceret med 48. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 1, stk. 2 Reglen indebærer, at det altid er den skønnede værdi af den samlede tjenesteydelse, der afgør, om udbuddet af tjenesteydelsen skal leve op til reglerne i bekendtgørelsen. Værdien af alle delleverancer, som hænger tids- og indholdsmæssigt sammen, skal medregnes i den samlede værdi for udbuddet. Den samlede tjenesteydelse kan opdeles i delleverancer, for hvilke der indgås særskilte aftaler, så udbuddet sker etapevis, men værdien af delleverancerne skal lægges sammen, hvis ydelserne hænger tids- og indholdsmæssigt sammen. Er den samlede værdi af alle delydelser over 1 mio. kr., skal udbuddet leve op til alle regler i bekendtgørelsen. Det er værdien over hele aftalens løbetid, der skal lægges til grund. Det gælder også, hvis et udbud deles op på fx månedsbasis frem for på årsbasis. Kapitel 2 – Udbyders pligter i relation til udbudsmaterialet 2.1. Udarbejdelse af udbudsmateriale Udbyders arbejdsmiljømæssige pligter i relation til udbudsmaterialet er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Den, der udbyder en tjenesteydelse, skal ved udarbejdelsen af sit udbudsmateriale sørge for, at der er taget hensyn til sikkerheden og sundheden ved tjenesteydelsens udførelse. Der må således ikke i den beskrivelse af arbejdet, der er angivet i udbuddet, foreskrives eller forudsættes anvendt arbejdsmetoder, arbejdsprocesser og arbejdsgange, der ikke er i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 3 Udbyder skal ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet sørge for, at den udbudte tjenesteydelse kan udføres arbejdsmiljømæssigt forsvarligt. Dette indebærer et generelt forbud mod at kræve eller på anden måde angive eller forudsætte, at den udbudte tjenesteydelse udføres på en måde, der strider mod arbejdsmiljølovgivningen. Udbyder har ikke pligt til at beskrive i udbudsmaterialet, hvordan tjenesteydelsen kan eller skal udføres arbejdsmiljømæssigt forsvarligt. 2.2. Udbyders oplysningspligt om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold Udbyders oplysningspligt om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Udbyder af en tjenesteydelse skal desuden sørge for, at der i udbudsmaterialet er givet relevante oplysninger om de særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, der er forbundet med tjenesteydelsens udførelse og det regelgrundlag, som gælder for disse særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, og som tilbudsgiver ikke på forhånd har viden om ud fra et almindeligt kendskab til den branche, som tjenesteydelsen vedrører. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 4, stk. 1 2.2.1. Definition Ved særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold forstås forhold, der kan medføre en fare for ansattes sikkerhed- og sundhed. 2.2.2. Krav til udbyders oplysningspligt om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold Forpligtelsen kan ikke fraviges, ved at udbyder beder tilbudsgiver om at besigtige forholdene. Forhold, der skal oplyses om, kan være fysiske forhold, som kun udbyder har kendskab til, fx fordi tjenesteydelsen skal udføres i udbyders egne bygninger, eller fordi udbyder har kendskab til forholdene, fordi udbyder selv har udført tjenesteydelsen. Udbyder kan være nødsaget til at undersøge forholdene, hvis udbyder ikke har nærmere kendskab til forholdene. Udbyder skal ved oplysning om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold i udbudsmaterialet alene oplyse om de arbejdsmiljøregler, der har direkte betydning for den udbudte tjenesteydelse. Det er ikke tilstrækkeligt for udbyder at henvise generelt til arbejdsmiljøloven. Det kan være ved en henvisning til en bekendtgørelse eller til en enkelt paragraf. Det afhænger af, hvordan det enkelte område er reguleret i arbejdsmiljølovgivningen. Tilbudsgiver kan antage, at der ikke er tale om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, hvis de ikke er angivet i udbudsmaterialet. 2.3. Udbyders oplysningspligt i udbudsmaterialet Udbyders oplysningspligt i udbudsmaterialet er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Udbyder skal endvidere give oplysning om: 1. Udbyders eventuelle optegnelser om arealangivelser og foretagne tidsstudier. 2. Arbejdstilsynets afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, herunder påbud. 3. Arbejdstilsynets vejledning til udbyder og andet relevant materiale af betydning for tjenesteydelsens udførelse. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 4, stk. 2 Hvis udbyder er i besiddelse af optegnelser, afgørelser, vejledninger eller andet, som vedrører den konkrete udbudte tjenesteydelse, har udbyder pligt til at oplyse om dem og om, at de fx kan udleveres ved henvendelse fra tilbudsgiver. Udbyder har kun pligt til at angive optegnelser og tidsstudier med rent faktuelle oplysninger, der er foretaget af udbyder selv eller på udbyders foranledning. Oplysningspligten betyder ikke, at udbyder skal indhente særlige oplysninger, fx ved at få undersøgelser udført af sagkyndige. Men det skal oplyses i udbudsmaterialet, hvis udbyder har indhentet sådanne oplysninger og er i besiddelse af dem på tidspunktet for udbuddet. Udbyder skal også give oplysninger om eventuelle afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, herunder påbud som udbyder har modtaget i relation til den udbudte opgave. Afgørelserne eller påbuddene skal være relevante og have sammenhæng med den udbudte tjenesteydelser. Udbyder har ikke pligt til at oplyse om fortroligt materiale. 2.4. Særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold Angivelse af særlige krav til arbejdsmiljøet i udbudsmaterialet er reguleret i bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, hvor der gælder følgende: ”Det skal angives i udbudsmaterialet, om udbyder stiller særlige krav til arbejdsmiljøet i forbindelse med den udbudte tjenesteydelser, eller om dette ikke er tilfældet, og om udbyder stiller krav til tilbudsgiver om kontrol af overholdelsen af eventuelle krav. ” Hjemmel: bekendtgørelse om pligter efter lov om arbejdsmiljø i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, § 4, stk. 3 Udbyder kan oplyse om de særlige krav, som udbyder stiller til arbejdsmiljøet, ved at vedlægge udbuddet standardbeskrivelser, pjecer e.l. Arbejdstilsynet, den 9. december 2025